67-årige Aase cykler over 8.000 kilometer om året for at samle pantflasker

67-årige Aase Back fra Sæby er vild med at cykle. Hun cykler op til 40 kilometer om dagen, og på sine ture samler hun de flasker og dåser, der ligger langs vejen, sammen. Det har udviklet sig til et fuldtidsjob for den pensionerede hjemmehjælper.

Aase Back finder cyklen frem fra garagen op til tre gange hver dag. Supermotionisten fra Sæby tilbagelægger over 8.000 kilometer om året sammen med sin tohjulede følgesvend.

- Jeg kan bedre lide at cykle end at køre bil, siger Aase Back.

Det er ikke kun for motionens skyld, at Aase tramper sig gennem landskabet formiddag, eftermiddag og aften. Hun har øjnene på stilke, og hvis der ligger en flaske eller en dåse i vejkanten, stopper Aase og samler den op.

- Græsset i rabatten er højt lige nu, så det er ikke altid så nemt at se dem på denne tid af året, siger Aase Back.

Aase Back fik en ny cykel for lidt over to år siden. Den har allerede rundet de 16.000 kilometer.
Aase Back fik en ny cykel for lidt over to år siden. Den har allerede rundet de 16.000 kilometer.
Foto: Jesper Christiansen

Får en ferietur ud af anstrengelserne

På sin rekorddag fik Aase hele 286 flasker i posen. I år har tusindvis af efterladte flasker og dåser allerede fundet vej til Aases cykelkurv.

Det resulterer i en del ture hen til flaskeautomaterne i Sæby, og gør, at Aase og hendes mand kan forsøde pensionisttilværelsen lidt.

- Det er min hobby at cykle, og når jeg alligevel cykler, så kan jeg lige så godt samle nogle pantflasker op. Det er ikke decideret for pengenes skyld, men vi får da alligevel en ferietur ud af det hvert år, fortæller Aase Back.

Aase Back har tidligere cyklet rundt, da hun arbejdede i hjemmeplejen, og den cykelglade pensionist kan ikke længere undvære sine mange cykelture.

- Når vi er på ferie, så savner jeg virkelig min cykel, siger hun.

Aase Back fra Sæby cykler 8000 km om året.

Seneste nyt

fra Nordjylland