Se video: Syv spækhuggere spottet ved Skagen

Mindst syv spækhuggere blev søndag tidlig morgen spottet af naturvejlederne fra Skagen Fuglestation på vej ind i Kattegat.

Det har vrimlet med hvaler i de nordjyske farvande de seneste par år, og det ser ikke ud til, at vi har set de sidste af dem endnu.

Søndag tidlig morgen blev mindst syv spækhuggere spottet ved Skagen på vej ind i Kattegat, da naturvejlederne fra Skagen Fuglestation var ude og tælle fugle i lokalområdet. 

- Det er et meget usædvanligt syn. Det er en af de første observationer af spækhuggere i år. Der var to observationer sidste år, men inden da skal vi nogle år tilbage, før der blev set spækhuggere i Danmark. Det er jo kun marsvin, man typisk ser, så alle andre hvalforekomster er jo usædvanlige, siger Simon Christiansen, stationsleder ved Skagen Fuglestation. 

Spækhuggerne trak ud af Kattegat og mod nord ud i Skagerrak, og de sås på cirka 3-4 kilometer afstand, da de var tættest på. Det er cirka 20. gang, at spækhuggere ses på havet ved Skagen, hvoraf flest ses om foråret ved Grenen. 

Se en video af spækhuggerne her

Lån et teleskop og se hvalerne

Simon Christiansen forklarer, at vejret søndag morgen er exceptionelt godt til at spotte hvalerne, da der er en svag vind og ingen krusning på havet. 

- Dage med blikstille hav giver de bedste forudsætninger for at se hvalerne, siger Simon Christiansen.

Det lykkedes ikke naturvejlederne at tage nogle ordentlige billeder af spækhuggerne, da hvalerne var alt for langt ude på det åbne hav. Naturvejlederne har været nødt til at bruge teleskoper for at kunne se hvalerne, for spækhuggerne kan være svære at se, selv med en kikkert. 

Simon Christiansen fortæller dog, at interesserede er velkomne til at komme forbi hos naturvejlederne, der sidder på Nordstrand og på Grenen i Skagen, hvor man kan låne et teleskop til at kigge efter hvalerne. 

Spækhuggeren er verdens største delfinart, og den er samtidig verdens mest udbredte hvalart. Dog ses den næsten ikke fra Danmarks kyster udover fra Skagen. Derimod ses spækhuggere regelmæssigt fra danske farvande i Skagerrak og Nordsøen fra trawlere.


Seneste nyt

fra Nordjylland