70-årig mand brændt inde ved gårdbrand

En 70-årig gårdejer mistede mandag eftermiddag livet i en gårdbrand i Tved. Midt- og Vestjyllands Politi mistænker ikke, at der ligger en forbrydelse bag.

Mandag eftermiddag blev Nordjyllands Beredskab kaldt ud til en brand på en gård på Ballerumvej i Tved.

Ved branden mistede en 70-årig mand livet. Manden var ejer af gården.

Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lars Even.

Midt- og Vestjyllands Politi mistænker ikke at der ligger en forbrydelse bag branden.

Branden er formentlig startet i fyrrummet på gården. Midt- og Vestjyllands udgangspunkt er, at branden formentlig er startet i forbindelse med, at gårdejeren skulle tænde op i fyrrummet.

- Vi sætter hurtigt to røgdykkerhold ind, og efter ganske kort tid finder vi en person, som vi redder ud og overdrager til ambulancepersonalet, siger Kenneth Rosenkrantz fra Nordjyllands Beredskab til TV MIDTVEST.

Der blev tilkaldt en ekstra slukningsenhed fra Thisted og en stigevogn.

- Herefter koncentrerer vi os om at få kontrolleret branden, så den ikke antænder stuehuset, siger Kenneth Rosenkrantz.

Teknikere vil formentlig tirsdag begynde at undersøge ulykkesstedet for at slå fast, hvad der ligger til årsag for branden.

De pårørende er underrettet.


Seneste nyt

fra Nordjylland