70 ældre skal nu handle via internettet

 70 ældre skal nu handle via internettet

De 70 ældre borgere, hvor Mariagerfjord Kommune betaler for udbringningen af dagligvarer skal nu handle på nettet. Det koster hos de lokale købmænd.

Købmand Carl Ejner Nielsen er 67 år og har leveret varer til de ældre borgere i Oue gennem årtier. Det er slut fra den 30. september - i hvert fald for dem, hvor kommunen betaler leveringen.

- Det er en dårlig idé, ikke bare for os, men også for de ældre, der er kommet os hos i en menneskealder, siger Carl Ejner Nielsen.

Fra oktober har Mariagerfjord Kommune hyret internet supermarkedet Intervare til at levere varerne til de 70 ældre borgere, hvor kommunen har forpligtet sig til at sørge for leveringen.

- Det besluttede vi fordi købmændene ikke kunne levere varene efter de daværende regler om nedkøling under transporten. De skulle nemlig investere i en kølevogn for at klare udbringningen, siger Poul Bergmann (Soc.dem.) Formand for Sundheds- og omsorgsudvalget i Mariagerfjord Kommune.

Der ligger altså ikke en økonomisk begrundelse bag. Men henover sommeren er forudsætningerne for kommunens beslutning ændret. Fødevarestyrelsen har nemlig givet købmændene lov til at bringe varer ud, uden at de er på køl, så længe de kan klare opgaven indenfor en time. Alligevel vil kommune ikke sende handlen tilbage til de lokale købmænd.

- Vi har lavet en kontrakt med Intervare som vi ikke kan eller vil bryde, men når den udløber om et år, så kan jeg godt sige på både udvalgets - og byrådets vegne, at så vil vi da forhandle med de lokale leverandører om genoptage leveringen, siger Poul Bergmann.

I Oue kan købmand Carl Ejner Nielsen altså se frem til at få sin handel tilbage om et år. Men så er det måske for sent for forretningen i Oue, der er sat til salg.

- Når handlen forsvinder på den måde, så bliver det jo ikke nemmere at sælge forretningen. Hvis først den lukker, så kan de ældre jo ikke handle her alligevel, siger Carl Ejner Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland