708 dræbte og kvæstede i nordjyske spritulykker

Foto: Tv2nord.dk

I Nordjyllands Politikreds er 708 personer blevet dræbt eller kvæstet i en spritulykke i løbet af de seneste 5 år. Det viser nye tal fra Rådet for Sikker Trafik.

Det skal Kampagnen "Rigtige venner hjælper hinanden sikkert hjem" være med til at forebygge. Kampagnen handler om at forebygge at venner, familie og kollegaer bevæger sig ud i trafikken med promiller i blodet.

-Det kan være rigtig svært at gribe ind og stoppe et andet menneske på vej ind bag rattet, særligt hvis man er i tvivl om, han/hun har drukket. Derfor kan det være en idé at tale sammen om hjemtransporten allerede ved festens begyndelse, fortæller Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Sprituheld koster ikke udelukkende de involverede i ulykkerne dyrt. Alene i Nordjylland har de omkring 700 spritulykker fra 2006-2010 kostet kommunerne 177 mio. kroner til fysioterapi, genoptræning, sygedagpenge, hjælpemidler og førtidspension. Hvis vi reducerer antallet af spritulykker kan der således være store summer at spare.

-Bare én spritulykke er én for meget og har store konsekvenser for den enkelte borger og for kommunen. Vi vil derfor gøre, hvad vi kan for at stoppe spritkørsel. Vi ser det som en væsentlig opgave at bidrage til det forebyggende arbejde ved at deltage i kampagnen og støtte op om dens budskaber, siger Jørgen Bing fra Hjørring kommune.

Kampagnen varer fra 14. juni til 3. juli 2011. Den gennemføres af Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg, Kommunerne i Danmark, TrygFonden og Rådet for Sikker Trafik.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord