71-årig død efter brand

Torsdag aften gik der ild i en 71-årig kvinde i hendes lejlighed på Saltumvej i Aalborg. Kvinden afgik ved døden fredag morgen.

Omkring klokken 22 torsdag aften, kom den ældre kvinde løbende ud af sin lejlighed indhyllet i flammer. Nordjyllands Politi formoder, at ilden skyldtes, at kvinden har siddet i nærheden af et stearinlys, der har grebet fat i hendes nylontørklæde, og herefter har ilden bredt sig.

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Ted Andersen, til tv2nord.dk

Naboen til kvinden fik alarmeret politiet. Den 71-årige kvinde blev først kørt til Sygehus Syd i Aalborg, men blev senere overført til Rigshospitalet. Torsdag aften blev hendes tilstand beskrevet som yderst kritisk. Tidlig fredag morgen blev kvinden erklæret død.


Seneste nyt

fra Nordjylland