Mod toppen af Kilimanjaro

Der er ikke langt til toppen nu. Men de sidste tusinde meter går bare ikke lige så nemt som de første. Jeppe sidder på en klippeblok og skuer ud over den stigning, han netop er kommet op over. Han siger ikke noget. Kun lyden af hans tunge åndedræt fylder den tynde luft omkring ham.

Jeppe er på vej op ad Kilimanjaro. Og selvom han snart fylder 77 år, så agter han at nå toppen af Afrikas højeste bjerg. Han tager en tår vand, og så fortsætter turen lige så stille mod toppen.

Jeppe Bisgaard kommer fra Brønderslev. Et område, hvor terrænet unægtelig er anderledes end det, man finder omkring Kilimanjaro. I Vendsyssel sniger de højeste punkter sig lige akkurat op over de hundrede meter, så der er langt til de 5.895 meter, som der er til Afrikas Tag, som Kilimanjaro bliver kaldt.

Men hvorfor vælger en 76-årig mand fra Brønderslev at bestige et bjerg som Kilimanjaro? Og hvorfor gøre det i så sen en alder?

Det er der i virkeligheden flere svar på. Først og fremmest er det noget, som Jeppe altid godt har kunnet tænke sig at gøre. Og da en nær kammerat pludselig gik bort, gav det Jeppe det sidste mod på drømmen om at nå toppen af Kilimanjaro.

- Det med bjergbestigning, det tror jeg, ligger lidt i alle mennesker. Og når jeg delte en flaske med en god ven, jeg havde, så snakkede vi tit om, at vi skulle prøve sådan en tur på Kilimanjaro. Desværre døde han i maj måned, og så sagde jeg til mig selv, at hvis jeg skulle nå det, vi havde snakket så meget om, så skulle det være nu, fortæller Jeppe Bisgaard.

Det er nok noget, de fleste kan nikke genkendende til: At man sætter ambitionerne lidt højere, når man har fået en gibbernakker. Ikke alle får fulgt op på de høje målsætninger, men Jeppe valgte at gøre alvor af de mange snakke med sin kammerat.

For Jeppe er det dog ikke den eneste grund til at give sig i kast med sit bjergbestigningsprojekt.

- Målet for mig er at vise, at man godt kan nogle ting, selvom man er oppe i alderen. Alder i sig selv, det er jo bare et tal. Jeg siger ikke til mig selv ’Nu er du fandme også ved at være gammel Jeppe. Og de ting kan du ikke.’ Jeg prøver det hele. Og så viser det sig, at jeg faktisk kan det meste. Det stopper ikke, bare fordi man fylder 75 eller 80, siger Jeppe Bisgaard.

Jeppe er ikke alene om projektet. Han har allieret sig med Kurt på 74 år, som er Jeppes makker på turen og Jesper, som er personlig træner, og som er vant til at arrangere ture til Kilimanjaro.

Det er de ældste Jesper har haft med, og de vil uden tvivl blive udfordret fysisk. Derfor står Jesper også for at forberede de to herrer på de strabadser, der venter dem i Afrika.

Og selvom man ikke skulle tro det, så kan den slags forberedende arbejde godt finde sted i Vendsyssel. Jesper har inviteret de to mænd til Hammer Bakker nord for Aalborg.

Turen op ad Kilimanjaro tager syv dage, og den kan inddeles i flere etaper. Og det er den første etape, som skal simuleres i Hammer Bakker. Den første etape går nemlig gennem en masse regnskov. Og da luften endnu ikke er begyndt at blive tynd, kan Hammer Bakker godt gøre det ud for første etape af turen mod Afrikas Tag.

Den første etape på Kilimanjaro er 11 kilometer, så for at vandreturen i de nordjyske bakker skal kunne sammenlignes, er de tre nødt til at gå op og ned nogle gange. Desuden er de hver især udstyret med en rygsæk, der vejer otte kilo. Det er vigtigt, når der skal trænes, for det er ikke overraskende benmusklerne, der især skal styrkes, inden de giver sig i kast med det rigtige bjerg.

Kilimanjaro ligger i Tanzania på grænsen til Kenya. Det er med sine 5.895 meter det højeste i Afrika. Bjerget er faktisk en vulkan, men den er ikke længere aktiv.

I dag er Kilimanjaro et yndet udflugtsmål for amatørbjergbestigere. Hvert år er der cirka 25.000 mennesker, der bestiger Kilimanjaro.

Og det er både unge som gamle, der giver sig i kast med bjerget. Den ældste mand, der er kommet til tops er en 85-årig amerikaner, mens den ældste kvinde på toppen var en 86-årig russer så sent som i 2015.

Kilimanjaro er også meget mere taknemmeligt at bestige end mange andre bjerge.

- Det er et bjerg, man kan gå op på, uden at skulle kunne klatre. Det er også derfor, det er så populært. Man skal ikke ud og hænge med en karabinhage eller en snor. Så i den forstand er det jo ikke rigtig bjergbestigning, siger Jesper Thomsen.

Men selvom det efter rejsevejlederens ord ikke er ’rigtig bjergbestigning’, så kræver det, ligesom al mulig anden fysisk aktivitet, at man er i form. Og på trods af, at Jeppe er 76 år, så holder han sig stadig i gang. Det gør han i Brønderslev Hallen, hvor han hver uge spiller floorball med andre seniorer.

Så Jeppe har et godt udgangspunkt for at klare turen opad Kilimanjaro. Men der altid én ubekendt, når man skal bestige et bjerg. Hvordan man håndterer højdesyge.

Jo ældre man bliver, desto farligere kan højdesyge være, og derfor har rejseleder Jesper Thomsen et apparat med, der kan måle iltindholdet i blodet. Hvis man bliver ramt af højdesyge, er den eneste måde, at komme af med det, at bevæge sig nedad bjerget igen.

Jeppe Bisgaard bekymrer sig dog ikke om højdesygen.

- Det jeg tror, der sker, når nogen bliver højdesyge, det er, at de skal nå en hel masse på kort tid. Men vi har faktisk god tid på den her tur, så jeg mener ikke, at det bliver noget problem. Jeg spekulerer ikke på, at det ikke skal lykkes. Det ser vi på til den tid, siger Jeppe Bisgaard.

Det er tid til at Jeppe og resten af holdet kan sætte kursen mod Tanzania. Den 20. januar 2018 står Jeppe, Kurt og Jesper klar i afgangshallen i Aalborg Lufthavn. Senere samme dag lander de i Tanzania.

Turen op ad Kilimanjaro tager syv dage. Der er forskellige camps på vej op ad bjerget, hvor holdet skal overnatte. Flere af etaperne slutter af med, at man bevæger sig en smule ned ad bjerget. Det er for at undgå den frygtede højdesyge.

Den første etape går gennem den regnskov, der er ved foden af Kilimanjaro. Det er en tur på cirka 11 kilometer som slutter i 2.850 meters højde.

Det er ikke kun de tre nordjyder, der er med på turen. Med sig har de også en håndfuld hjælpere til at blandt andet at bære udstyr. Og med vandretøjet på, rygsækken på ryggen og vandrepinde i hænderne går turen nu op gennem regnskoven ad ujævne og mudrede stier.

- Her har man alle sanser åbne. Det er en let tur, kan man sige. En god vandretur. Det går selvfølgelig opad, men det er egentlig en meget spændende tur. Da vi så når frem til den første camp tænker jeg: ’Det ser nemt ud det her’, men så skal jeg love for, at næste dag, der kom der lidt fjeld på, griner Jeppe.

For det bliver ikke ved med at være lige let. På anden etape skal holdet kravle yderligere 1.000 meter op ad bjerget. Og det er på denne etape, at højdesygen begynder at sætte ind for Jeppes makker Kurt.

På vej op gennem det sidste stykke med vegetation, sætter Kurt sig i skyggen. Han er blevet ramt af den frygtede højdesyge.

Jesper kan se på Kurt, at balancen begynder at svigte ham en lille smule. Højdesyge er ikke noget, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Det kommer snigende i løbet af et døgns tid.

Kurt er så medtaget, at han ender med at opgive turen til toppen, og Jeppe må fortsætte uden sin makker.

For Jeppe handler det nu om, at gå i hans eget tempo. Han tager det stille og roligt, hvilket er helt i tråd med de anbefalinger, som de lokale kommer med.

Reduceret med en mand er Jeppe og holdet nu nået til den klippeblok, hvor denne fortælling startede. Holdet er nu nået så højt op, at Jeppe jævnligt må holde pause for at få vejret igen.

- Kroppen føles ganske fin, men jeg har problemer med ilten, den tynde luft og mine gamle lunger, siger Jeppe Thomsen.

Han har nu sat sine skridt i system. Hver gang Jeppe har taget 200 skridt, holder han en kort pause. Han vil ikke rammes af højdesyge. Og det er der nemlig større risiko for, jo mere udmattet han er, så det hjælper ham at holde mange pauser.

I takt med at luften bliver tyndere, skifter vejret også. For selvom vi er nær ækvator, så er der koldt, når man er nået så højt op ad Kilimanjaro. De sidste meter går op gennem skydækket og det foregår iført, hvad der mest af alt ligner skitøj.

Jeppe insisterer på at nå toppen, selvom det er hårdt.

- Jeg har sagt fra starten af, at det kommer til at gøre ondt.

Og måske er det den rette indstilling for Jeppe. Han klarer det sidste stykke op til Stella Point, 5.756 meter over havets overflade. Selvom der stadig er små 140 meter op til den egentlige top, Uhuru Peak, så vælger Jeppe at stoppe sin bjergbestigning her.

Han er tilfreds med sin indsats. Jeppe kan omgivet af snedynger betragte det afrikanske landskab fra det punkt, som han så ofte havde talt med sin nu afdøde ven om.

På dagen, hvor Jeppe samtidig fylder 77 år, står han og mindes vennen, og nyder, at drømmen gik i opfyldelse for i hvert fald én af dem.

- Jeg ville godt være med at bevise, at bare fordi man er 77 år, så behøver man ikke sætte sig i en stol og sige: ’Nu er livet slut’. Man har mulighed for at træne sig op, og det var et af mine mål at vise, at der stadig er noget tilbage i de gamle.

- Jeg tror, at der er mange, der går og ligger planer, og så bliver det aldrig til noget. Det her viser, at en gang i mellem skal man tage sig sammen og sige, at nu skal det altså være.

Artiklen er blevet til på baggrund af TV2 Nords program 'Jeppe på Bjerget', som du kan se HER.

Tekst: Rasmus Krøll