80 nye job på slagteriet i Sæby

Danish Crown skal slagte flere grise i den kommende tid, og derfor ansætter koncernen lige nu nye medarbejdere.

Antallet af danske slagtegrise er på vej op, og en prognose viser, at Danish Crown det kommende halve år skal slagte 300.000 flere grise end forventet. Det betyder, at der skal bruges flere hænder, og en del af dem bliver lige nu ansat på slagteriet i Sæby.

- Det er fantastisk dejligt, at vi har udsigt til at få flere grise til vores slagterier. Det har vi sukket efter, så det er meget positivt, at udviklingen går den vej. Vi har alt for længe oplevet, at vi måtte skære vores kapacitet ned, fordi vi manglede grise. Når Danish Crowns ejere sender flere grise til slagtning, så gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for at imødekomme deres behov for at få slagtet dyrene. Så nu gearer vi op, så vi er klar til at håndtere den nye situation, siger Per Laursen, der er produktionsdirektør i Danish Crown Pork.

I Sæby alene betyder det 80 nye slagteristillinger, mens også slagteriet i Herning øger medarbejderstaben med 30-40 mand, og Slagteriet i Ringsted har arbejde til omkring 35 nye medarbejdere.

- Det er mange nye medarbejdere, vi alt i alt skal ud at finde, men heldigvis er der i øjeblikket god interesse for at arbejde på et slagteri, så jeg er fortrøstningsfuld i forhold til at få stillingerne besat, siger Per Laursen.

I Sæby tages slagtekæde nummer to i brug om aftenen, og som følge deraf vokser aktiviteterne i udbening, pakkeri og udlæsning også. Udvidelsen på slageriet i Sæby træder i kraft senest i begyndelsen af oktober.


Seneste nyt

fra Nordjylland