800 patienter undersøgt for tuberkulose - 34 måtte i behandling

En medarbejder på Aalborg Universitetshospital havde i december sidste år en smitsom tuberkulose, og nu er 827 patienter undersøgt for, om de var blevet smittet.

34 patienter har været i behandling for tuberkulose på Aalborg Universitetshospital. Det sker efter, at en medarbejder på hospitalet i december 2018 fik konstateret smitsom tuberkulose. 

Hospitalsmedarbejderen havde haft patientkontakt i en længere periode, og Aalborg Universitetshospital skulle derfor finde frem til de patienter, som medarbejderen havde været i kontakt med. 

Nu er 827 patienter undersøgt for smitsom tuberkulose, og det viser sig, at 34 personer har haft sovende tuberkulose i kroppen - det vil sige, at sygdommen ikke har været i udbrud hos patienterne og dermed ikke kunne smitte. De 34 personer har siden været i antibiotikabehandling for den sovende tuberkulose, og ingen er længere syge. 

- Vi er glade for, at vi har gået med livrem og seler i denne sag og nu med ro i maven kan sige, at potentielt smittede patienter har fået behandling, siger Michael Braüner Schmidt, lægefaglig direktør hos Aalborg Universitetshospital. 

Hotline og undersøgelse

Først kom det frem tilbage i januar, at 18 personer var smittet med tuberkulose, men det tal er altså udvidet til at omfatte 34 personer. 

- Vores fremgangsmåde er helt normal i en situation som denne. Vi starter med at undersøge patienter, der har været i tæt kontakt med smittebæreren, og herefter udvider vi undersøgelsen til næste ring. Borgerne skal ikke være bekymrede – alle, der har den mindste risiko for at være smittet, er indkaldt til undersøgelse hos os, forklarede Michael Braüner Schmidt om situationen tilbage i januar. 

Udover en undersøgelse af patienter oprettede Aalborg Universitetshospital samtidig en telefonhotline, som bekymrede borgere kunne henvende sig til.


Seneste nyt

fra Nordjylland