81-årig på fodboldbanen: - Man kan gå lidt til stålet, og det passer mig fint

Nordeuropas første turnering med spillere over 70 år var søndag forbi Aalborg Chang. En turnering der viser, at man aldrig bliver for gammel til fodbold.

Fodbold behøver man ikke at vokse fra. Det beviste fodboldspillere fra USA, Japan og Aalborg Chang søndag på banerne ved en turnering i Aalborg. Her var der kun plads til spillere over 70 år.

Blandt dem var Jørgen W. Nielsen fra Aalborg. Han er 81 år og den ældste blandt mændende på banen. Han spiller flere gange om ugen hos Aalborg Chang. 

- Der er jeg blevet lokket over og spille i syv år, efter jeg i øvrigt har spillet ude i Romdrup-Klarup i mange år. Jeg føler mig godt tilpas her, siger Jørgen W. Nielsen. 

Mændende var i topform til dagens miniturnering. Turneringen er den første i Nordeuropa, hvor kun spillere over 70 år er på banen. Dét er inklusiv AaB's Karsten Simensen, der stadig er på banen uden skader. 

- Legen er stadigvæk god, og det har været spændende at være med. Jeg har godt nok fået nyt knæ, men ellers har jeg ikke haft de store skavanker, siger Karsten Simensen. 

Og selvom kroppen måske ikke er, hvad den har været, så er humøret stadig på toppen. 

- Det er lidt det samme sjov og lir, der er i omklædningsrummet, som der også var dengang. Så på den måde er det meget af det samme, men man kan jo godt mærke, at tempoet jo selvfølgelig ikke er det samme, siger Karsten Simensen.

- Alle ved jo, at der i fodboldklubber er sådan en speciel tone, men der er også et godt humør. Man kan godt gå lidt til stålet, og det passer mig fint, siger Jørgen W. Nielsen, der aldrig er færdig med at drible: 

- Nu skal man ikke spøge med døden, men den kommer jo til os alle sammen. Så det kunne være fint, hvis jeg lige helflugter den, hvor jeg falder bagover, og de hylder mig, og så opdager de, at jeg er faktisk død, slutter den 81-årige fodboldspiller.


Seneste nyt

fra Nordjylland