83-årig bragede ind i hus

Kørte gennem to hække og videre ind i hus i Tversted.

En 83-årig mand kom tirsdag aften lettere til skade, da han af ukendte årsager bragede sin Volvo gennem to hække med tilhørende haver og videre ind i et hus.

Uheldet skete på Bindslevvej i Tversted, og mens den 83-årige altså blot kom lettere til skade, skete der stor materiel skade, primært på bilen.

- Vi ved ikke om han har fået et ildebefindende, men han var ved bevidsthed da vi kom frem, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Vagtchefen kan ikke sige, om uheldet får konsekvenser for mandens kørekort.

- Jeg tror, man vil høre på hvad lægen på sygehuset har at sige til hans helbred. Han har jo allerede fået det fornyet for højst et år siden, og det er også en lægelig vurdering, der afgør det.


Seneste nyt

fra Nordjylland