86-årig udsat for tyveri på åben gade

En ung mand flåede indkøbstrolley fra ældre dame.

En 86-årig kvinde blev fredag formiddag omkring klokken 11 udsat for tasketyveri på åben gade. Tyveriet skete på et stisystem omkring Bakkevej i Nørresundby. Her var den 86-årige på vej hjem fra sine indkøb, da en ung mand kom cyklende mod hende. Han standsede og fik flået kvindens indkøbstrolley fra hende.

Kvinden var efter det voldsomme tyveri chokeret og kunne ikke fortælle andet om gerningsmanden, end at han er en ung mand, der cyklede på en mørk cykel.

Nordjyllands Politi kom efter tyveriet talstærkt til stedet og var omkring middag i gang med at afsøge området med hunde. Inden da var det dog lykkedes at finde trolleyen. Her kunne man konstatere, at den 86-årige kvindes håndtaske og værdier var taget.

- Vi har taget DNA fra tasken, for vi ved, at han ikke havde handsker på, da han tog tasken, siger indsatsleder fra politiet Torben Larsen.

Den 86-årige kom ikke noget til ved tyveriet.


Seneste nyt

fra Nordjylland