90 brudekjoler stjålet i Sindal

Et indbrud med et usædvanligt udbytte i nat i Sindal.

Tyvene er kommet ind i butikken Lucca Bride via en stige, der førte dem op til en 1. sal, hvor en terrassedør er brudt op. Inde i butikken er tyvene sluppet af sted med 90 brudekjoler. Tyvene gik igennem forretningens kontor under tyveriet, men hverken computer eller pengekasse er stjålet. Det undrer indehaver Anne-Lise Møller Jensen en del. Hun fortæller også, at butikken var udsat for et indbrudsforsøg natten til tirsdag, hvor tyvene forsøgte at komme ind i stueetagen, men her skræmte butikkens alarm dem væk.

- Det er noget rigtig råddent noget, det her. Jeg er rigtig ked af det. Men heldigvis er der ingen kundekjoler, der er blevet stjålet, for de opbevares på et helt andet lager, så der er ingen af vores kunder, der kommer til at stå uden en kjole, de allerede har bestilt, siger Anne-Lise Møller Jensen til TV2/NORD.

De kjoler, som tyvene slap væk med, var kjoler, der skulle sorteres til lager og eksport, og nogle af dem var også kjoler, der skulle godkendes til den næste kollektion. Der er altså ikke nogen kunder, der skal frygte, at deres kjoler er blevet til tyvekoster i nattens løb.

Nordjyllands Politi i Hjørring opfordrer alle, der får tilbudt en billig brudekjole, til at være ekstra opmærksom på, om kjolerne kan være stjålet fra Lucca Bride.

Anne-Lise Møller Jensen anslår, at de stjålne kjoler i gennemsnit har en værdi af 8.000 kroner pr. kjole.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord