90 km/t - det går ikke

Absolut intet taler for at hæve fartgrænsen på landevejene mener nordjysk forsker

- Lav dem i stedet om til motortrafikveje. Det siger trafikforsker, lektor ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann.

Regeringenspartierne er parate til - som forsøg - at indføre differentierede fartgrænser, dvs. at tillade bilister trykke hårdere på speederen på visse landeveje
og på tidspunkter, hvor der ikke er så meget trafik.

- Der er intet, der tyder på, at det er den vej, vi skal gå. Tallene for trafikdræbte stiger i øjeblikket, og ser vi på de seneste 10-15 års udvikling, er det netop på disse strækninger, at den dårligste ulykkesudvikling har været. Vi har ganske vist fået færre uheld i de senere år, men altså ikke på disse landevejsstrækninger, siger lektor Harry Lahrmann.

Det skyldes ifølge Harry Lahrmann, at man ikke opdager risikoen, når man kører på den slags veje.

- Der er jo ikke et øje, og man kan måske se langt. Men så lidt længere henne er der måske lige en gård, hvor der måske lige er nogle træer op til vejen, hvor der måske lige kommer en bil ud fra, som man ikke ser, siger han.

- Hele tankegangen med troværdige hastighedsgrænser holder ikke, fordi den enkelte trafikant ikke selv kan vurdere det. Han vil hele tiden overvurdere, hvilken hastighed han kan køre med, siger han.
/ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord