989 millioner: Spar Nord laver kæmpe overskud

Med en fremgang på hele 18 procent i forhold til 2016 lander Spar Nords overskud efter skat på lige under en milliard kroner.

Tilfredsstillende. Sådan betegner Spar Nords ledelse resultatet for 2017, der viser ikke bare sorte tal på bundlinien men et overskud på en lille milliard. 

Resultatet hænger blandt andet sammen med, at kundeudlånet i 2017 voksede med godt 6 procent til 37,3 milliarder kroner, mens formidlingen af realkreditlån voksede med 5 procent til 77 milliarder kroner. Det oplyser banken i en pressemeddelelse. 

Dermed har Spar Nord vundet markedsandele, og samtidig er bankens kunder generelt i god økonomisk gænge, hvilket smitter af på nedskrivningerne. Bankens nedskrivninger lander i 2017 på -38 millioner kroner og bidrager dermed ekstraordinært til regnskabet som en indtægt. 

Lasse Nyby og Spar Nord præsenterer et overskud for 2017 på 989 millioner kroner.
Lasse Nyby og Spar Nord præsenterer et overskud for 2017 på 989 millioner kroner.
Foto: Spar Nord

- Vi er naturligvis tilfredse med en bundlinje, der vokser med 151 millioner kroner sammenlignet med 2016, og som betyder, at vi i 2017 kan forrente vores egenkapital med 12 procent, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby. 

Han fortsætter:

- Det gode resultat hænger også sammen med fortsat pæne kursreguleringer og gebyrindtægter, mens vores nettorenteindtægter fortsætter med at falde som følge af det ekstremt lave renteniveau samt hård priskonkurrence. Og faldet i nettorenteindtægter sker altså på trods af en flot udlånsvækst på 6 procent, der vidner om, at vi fortsat tager markedsandele.  

I 2018 forventer Spar Nord en fortsat fremgang i økonomien og en udlånsvækst i samme niveau som i 2017. På grund af de lave markedsrenter og den hårde konkurrence, regner banken med lidt lavere nettorenteindtægter, ligesom kursreguleringerne ikke forventes at kunne fastholdes på det meget høje niveau fra 2017.

Da omkostningerne forventes at være uændrede, forventer Spar Nord for 2018 en basisindtjening før nedskrivninger i niveauet 1,1 milliard kroner mod 1.213 millioner kroner i 2017.

I forhold til bankens nedskrivninger forventes de fortsat at være på et lavt niveau, men dog højere end i 2017. Samlet set udmønter det sig i en forventning om et resultat efter skat for hele 2018 i niveauet 800 millioner kroner. 

Både Spar Nord og Nordjyske Bank kommer ud af 2017 med flotte regnskaber

 


Seneste nyt

fra Nordjylland