Sjælden hjemmesejr: AaB besejrede SønderjyskE med 3-0

Der har været langt mellem hjemmesejrene i denne sæson for AaB, men fredag aften lykkedes det at hente tre point mod SønderjyskE.

Efter en tung start på forårssæsonen, blev det fredag til en sjælden hjemmesejr for AaB, der hjemme på Aalborg Portland Park tog imod SønderjyskE.

De tre offensive spillere Lucas Andersen, Rasmus Thellufsen og Tom van Weert var nye folk i startsopstillingen i forhold til sidste rundes nederlag til FC Midtjylland, og det greb gav pote for AaB-træner Jacob Friis.

SønderjyskE lagde dog bedst fra land, blandt andet med et drøn af et skud på AaBs træværk fra Christian ”Greko” Jakobsen, men det til trods, var det AaB, der åbnede scoringen.

Efter en lille halv time, blev AaB tilkendt et straffespark. Igen var Christian ”Greko” Jakobsen involveret – denne gang i duel med AaBs Oliver Abildgaard, som Jakobsen ifølge kampens dommer Sandi Putros rev omkuld. Tom var Weert omsatte straffesparket til en 1-0-føring til AaB.

Et lille kvarter senere blev den føring fordoblet. Lucas Andersen tilkæmpede sig et frispark et stykke uden for feltet – et frispark, han selv sendte direkte i mål med et kontrolleret spark. 2-0 til AaB.

Med et lille kvarter tilbage slog AaBs midtstopper Kasper Pedersen sejren fast, da han efter et hjørnespark fra Kasper Kusk kunne stige til vejrs og heade 3-0-målet i kassen.

Sejren på 3-0 var ikke et helt retvisende billede af kampen, hvor SønderjyskE var bedre med, end resultatet indikerer.

I AaB-lejren er man nok ligeglade med, hvordan sejren kom i land. Det var nemlig første liga-hjemmesejr siden august. Med sejren og de tre point, tager Aalborg-klubben derudover et markant hop i tabellen fra en 10.plads til en 5.plads i ALKA Superligaen.


Seneste nyt

fra Nordjylland