AaB er klar til kamp

I aften skal AaB forsøge at spille sig videre i kvalifikationen til Champions League mod kroatiske Dinamo Zagreb.

Det er dagen, hvor AaB's videre skæbne i Champions League skal afgøres.

AaB tabte første kamp hjemme med 0-1, og tirsdag drog holdet til Zagreb, hvor de skal revanchere sidste uges nederlag. Der skal en sejr til, for at AaB har en chance for videre kvalifikation.

TV2/Nord var med, da AaB trænede i Zagreb tirsdag aften - en aften, der blandt andet blev brugt til at teste Jacob Ahlmann og Kasper Risgård. Begge spillere gennemførte træningen, men for især Jakob Ahlmanns vedkommende er der fortsat lidt tvivl om, hvorvidt han bliver helt klar til i aften.

En kvalifikation til Champions League vil give helt nye muligheder for at udvikle spillerne, der i stedet for at møde de traditionelle modstandere pludselig vil møde store modstandere fra hele verden.

- Det er en ære at repræsentere Danmark så længe som muligt, og det er godt at teste spillerne internationalt. Og så ville det da være super fedt at få europæisk fodbold på Nordjyske Arena resten af året, siger sportschef Allan Gaarde.

Hvis AaB samlet vinder over Dinamo Zagreb er de garanteret en plads i Europa League, og det betyder en hel del økonomisk for det nordjyske hold.

Kommer de i Europa League vil det sikre holdet mellem 30 og 40 millioner kroner ekstra, mens en plads i Champions League gruppespillet vil give AaB en kapitalindsprøjtning på 150 millioner ekstra - så der er noget at kæmpe for i Zagreb i aften.

- Det er verdens største klubturnering, så selvfølgelig ville det være helt fantastisk at deltage der, siger Allan Gaarde.


Seneste nyt

fra Nordjylland