AaB er sultne efter en sejr mod AGF

Foto: Bruno Stagsted (arkiv)

Efter seks kampe uden en sejr er AaB mandag aften opsatte på at vinde på hjemmebane mod AGF.

Det er seks kampe siden, at AaB sidst vandt en kamp, den sidste tabte de til Viborg FF. Mandag aften går det igen løs, når AaB denne gang møder AGF på hjemmebane. En sejr på Aalborg Portland Park kan få AaB et skridt længere over nedrykningsstregen i deres nedrykningspulje og tre point rigere i Alka Superligaen.

- Vi er fuldt bevidste om, at vi mangler en sejr, og vi er meget fokuserede og opsatte på, at den gerne skal komme i morgen, siger cheftræner Morten Wieghorst i en pressemeddelelse. 

Læs også AaB bliver ikke fri for nedrykningsspøgelset endnu

Men selvom der ikke har været en sejr siden 2. marts, er træneren ikke i tvivl om AaB-truppens spil. 

- Vores seneste præstationer har hverken været fremragende eller dårlige, og vi har formået at skabe de nødvendige chancer for at vinde, men har manglet effektiviteten, siger Morten Wieghorst.

Det ser ikke bedre ud for AGF i deres seneste kampe, men på udebane spiller de godt,  og det kan være deres fordel i dagens kamp, mener Morten Wieghorst.

- Nu møder vi en modstander, der har det klart bedst på udebane, og de vil selvfølgelig fighte for deres mulighed, hvilket vi er forberedte på og parate til at modstå, lyder det fra Morten Wieghorst i en pressemeddelelse. 

Kampen mellem AaB og AGF spilles mandag aften på Aalborg Portland Park kl. 18.00.
 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord