AaB forlænger med forsvarstalent

AaB har forlænget kontrakten med 18-årige Mathias Ross, så han nu vil være at finde i klubben frem til 2023.

Det går stærkt for den bare 18-årige Mathias Ross. I oktober blev han rykket op i AaBs superligatrup, i januar bar han anførerbindet for U19-landsholdet, og nu har han forlænget sin kontrakt med AaB. 

- Forlængelsen er et kæmpe skulderklap fra AaB, og samtidig har jeg intet problem med at binde mig i lang tid, så jeg på den måde kan holde fokus og betale tilbage til klubben, fortæller Mathias Ross i en pressemeddelelse. 

Mathias Ross kom til AaB som U13-spiller fra Aalborg KFUM, og han har i løbet af det seneste år bevist sit værd på højeste niveau. 

- Mathias er et ekstraordinært forsvarstalent, der hurtigt formår at tilpasse sig næste niveau, og udviklingen sker via talent og ikke mindst en målrettet og seriøs indstilling og i samarbejde med vores dygtige trænerstab omkring både Superligatruppen og AaB Talent, fortæller sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde. 

Mathias Ross har frem til nu fået fire officielle kampe for AaBs bedste fodboldmandskab. Det blev blandt andet til 90 minutter på udebane mod AaB i efteråret. 

- Jeg skal hele tiden forbedre mig og suge til mig fra de erfarne spillere, og i den forbindelse kigger jeg naturligvis først og fremmest på Jores Okore, Kasper Pedersen og Jakob Blåbjerg, der alle er gode til at give råd og lære fra sig, fortæller Mathias Ross.

AaBs superligatrup består lige nu af 23 spillere, hvor de 15 af dem har spillet ungdomsfodbold i klubben. 1


Seneste nyt

fra Nordjylland