AaB forlænger med Thomas Enevoldsen

AaB forlænger aftalen med U/21-landsholdsspiller Thomas Enevoldsen for yderligere tre år

Midtbanespilleren, Thomas Enevoldsen, bliver som minimum i AaB indtil den 31. december 2010. Klubben har netop forlænget med den 19-årige U/21-landsholdsspiller.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen glæder sig da også over den nye aftale:

- Efter min vurdering er Thomas Enevoldsen ét af vores største talenter i mange år, og jeg tror, at Thomas inden for en overskuelig fremtid kan blive fast inventar på vores førstehold. Med sin personlighed og sit fodboldhjerte vil Thomas kunne nå rigtigt langt.

Også Thomas Enevoldsen ser frem til de kommende sæsoner.

- AaB er min klub, og jeg er utrolig glad for, at kontrakten er faldet på plads. Længden af aftalen viser, at begge parter tror på hinanden, og for mit vedkommende mener jeg ikke, at der er noget bedre sted at være for min udvikling end i AaB, siger Thomas Enevoldsen i en pressemeddelelse.

Thomas Enevoldsen har spillet 17 kampe for AaB og har scoret et mål.


Seneste nyt

fra Nordjylland