AaB-forløsning til den store guldmedalje

AaB blev torsdag danske mestre i fodbold med en 2-0-sejr over Brøndby på et feststemt Energi Nord Arena. Træner Erik Hamrén får den perfekte afsked med klubben.

- Viiii... er mestrene, vi er mestrene. Vi er mestrene, vi er mestrene.

De tre guldtrøjer oppe på første sal har styr på det. Fra
balkonen dirigerer de koret på flere hundrede mennesker, der har stillet sig an for at hylde mestrene.
Kort efter bliver de feststemte fyre afløst af nye gyldne trøjer, som modtager folkets hyldest.

Vi befinder os uden for restaurant Stygge Krumpen på Vesterå i Aalborgs hjerte, og klokken har passeret et natten til fredag. AaB's røde og åbne mesterskabsbus har kort forinden gjort holdt uden for restauranten efter første del af et planlagt triumftogt, som skal køre mere eller mindre nonstop til fredag aften, hvor Aalborgs socialdemokratiske borgmester, Henning G.
Jensen, tager imod på rådhuset.
Men det er der vist ingen, som tænker på lige nu.

Thomas Enevoldsen, Kasper Risgård, Danny
Califf og alle de andre guldklædte skikkelser, som kommer til syne efter tur, har brug for at feste igennem, efter at flere ugers pres torsdag aften er udløst med den store forløsning, erobringen af AaB's første danske fodboldmesterskab i ni år.
Oven i købet et ganske suverænt et af slagsen i kampen mod de pengestærke københavnerklubber.

Vi skruer tiden yderligere små tre timer tilbage til dommer Nicolai Vollquartz' afsluttende fløjt på et bølgeramt og udsolgt Energi Nord Arena. Med 2-0-sejren over Brøndby holder AaB sit forspring på otte point ned til FC København og kan ikke længere
indhentes i SAS Liga-tabellen.

Hvis man kan tale om, at helvede bryder løs, er det absolut et smukt et af slagsen med 13.647 tilskuere som aktive deltagere. AaB-træner Erik Hamrén omfavner
alt og alle, også modstandernes træner Tom Køhlert, som får et svensk bjørnekram.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen får stukket et kanonslag af en cigar i hånden og proklamerer grinende, at han ikke har røget i 18 uger.

- Men i aften gør jeg det, tilføjer en af Danmarks måske mest travle mænd.

Lynge Jakobsen leder i disse uger med lys og lygte efter
afløseren for Erik Hamrén, som sportsdirektøren forgæves har forsøgt at forlænge kontrakten med. Tre-fire stamspillere forsvinder også, så der er noget at se til for den driftige sportsdirektør.

- Nu vil jeg drikke mig fuld de næste tre dages tid, så jeg ikke behøver at spekulere på det før på mandag, lyder det kækt midt i virvaret af guldparykker, guldbolde og gyldne dråber, der flyver rundt på Energi Nord Arena.

Tilbage til kampen mod Brøndby. Man fornærmer vist ingen AaB'ere ved at sige, at første halvleg ikke har mesterklasse.
Alt bliver dog ændret med selvmålet fra gæsternes Max von Schlebrügge fire minutter før pausen, hvilket kort efter bliver efterfulgt af Kasper Risgårds hovedstødsbrag til 2-0.

Anden halvleg er underholdende både på og uden for banen, inden Erik Hamrén og hans assistent, Allan Kuhn, med to minutter tilbage af overtiden føler sig så sikre på triumfen, at de tillader sig en langvarig og hjertelig omfavnelse som kulmination på fire et
halvt års samarbejde i den nordjyske klub.

- Det er fantastisk at stoppe efter fire et halvt år med de spillere, med supporterne og med byen Aalborg. Vi har været meget stabile, og man skal også huske, at vi var gode i Europa i efteråret, og alligevel fik vi mange point i ligaen. Og her i foråret har vi fået flest point af alle hold. Jeg er meget lykkelig og meget stolt, siger Erik Hamrén, da han sunder sig efter den traditionelle lufttur fra spillerne og lykønskninger fra tilskuere.

Også spillerne er bevægede.

- Det er den største drøm for mig, der er gået i opfyldelse.
Det er ubeskriveligt, men det er klart det største, jeg har været med til. Vi havde en fremragende sæson i Uefa Cuppen, vi overvintrede på førstepladsen i ligaen og gør arbejdet færdigt. Det er en af de bedste sæsoner i AaB's historie, vi har taget medaljer to år i træk, og vi har en utrolig stærk trup, siger midtbanedynamoen Thomas Augustinussen.

Han er AaB-mand gennem 14 år, men overvejer at søge nye udfordringer ved kontraktudløb til sommer.

En epoke er slut, en ny skal til at begynde. Men det er næppe i sportsdirektør Lynge Jakobsens tanker, da han lidt i halv to lader sig kalde frem uden for restaurant Stygge Krumpen og giver high fives til de begejstrede masser. Først mandag kalder arbejdet på sportsdirektøren.
Nogle gader væk kører festen på højtryk på Gammeltorv og i Jomfru Ane Gade. Det handler om at
nyde nuet.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland