AaB-forsvarer skifter til OB

OB skriver en treårig kontrakt med AaBs nuværende forsvarsspiller. Kenneth Emil Pedersen starter i Odense Boldklub 1. juli 2016.  Det skriver OB på deres hjemmeside.

I sidste uge afviste 31-årige Kenneth Emil Petersen at forlænge med AaB, og nu er det så officielt, at han flytter til det fynske.

- Vi har et rigtig godt kendskab til Kenneth Emil, idet både Kent og jeg har arbejdet sammen med ham, og naturligvis også gennem de mange ligakampe, vi har set ham i. Kenneth Emil er en spiller med en stor vindermentalitet, og han passer rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil spille fodbold på. Derfor glæder vi os rigtig meget til, at han kan bidrage med både erfaring og lederegenskaber, siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.

For OBs cheftræner - og tidligere AaB-træner - Kent Nielsen bliver det et glædeligt gensyn med Kenneth Emil Petersen.

- Vi får en temperamentsfuld og fysisk præget midterforsvaret ind i truppen. Han har gode evner i at læse og dirigere spillet og folkene omkring ham. Han er meget dygtig og rolig med bolden, og dermed har han stor betydning for at sætte spillet fra egen bagkæde. Samtidig er han en erfaren spiller, som vi forventer kan blive et samlingspunkt på banen og i truppen. Samtidig kender jeg ham som en modnet spiller, der har lært at bruge sit temperament positivt, og det udmønter sig i en enorm vindermentalitet, som han bruger til at gøre sine holdkammerater bedre, siger Kent Nielsen.

Hos Kenneth Emil Petersen er der et ønske om at prøve noget nyt i karrieren.

- Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg har haft en fornemmelse af, at der skulle ske noget nyt, når min kontrakt i AaB udløb. Jeg har søgt efter et spændende projekt, og der er OB en attraktiv mulighed for mig, for jeg er overbevist om, at der kommer til at ske en masse. OB er stadig en storklub, selvom resultaterne har været svingende i de seneste år, og jeg glæder mig til at bidrage med min erfaring, vindermentalitet og energi i både træning og kamp, siger Kenneth Emil Petersen.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland