AaB gør klar til topkamp i Herning

AaB-træner kalder optakten til forårssæsonen 'optimal'. Mandag aften skal AaB forsvare sin placering i toppen af Superligaen mod FC Midtjylland.

Kampen om andenpladsen i Superligaen er på spil, når AaB mandag aften møder FC Midtjylland i Herning.

Superligaens nummer to og fire tørner sammen i forårssæsonens første runde, og de vil begge gerne bide sig fast i haserne på FCK, der er stukket i front af ligaen med søndagens 2-1 sejr over Esbjerg. 

AaB er inden kampen placeret på en andenplads – et point foran uldjyderne.

AaB’s cheftræner Lars Søndergaard udtaler:

- Vi har haft en optimal opstart og gjort, hvad vi kunne for at være klar til et spændende forår, og både præstationsmæssigt og resultatmæssigt har forberedelserne givet os en god base.

- Nu glæder vi os bare rigtig meget til at komme i gang igen om point, og vi forventer en intens topkamp, som FC Midtjylland sikkert gerne vil gøre urolig, mens vi omvendt har fokus på at gøre opgøret mere roligt, så vi på den led kan sætte vores styrker i spil, siger Lars Søndergaard.

- Derfor kan det meget vel blive udslagsgivende for resultatet, hvem der formår at sætte dagsordenen, konstaterer Lars Søndergaard, der efter søndagens træningspas har udtaget følgende 20 navne:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Kenneth Emil Petersen, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Rasmus Jönsson, 15 Gilli Rólantsson, 16 Mathias Thrane, 17 Christian Bassogog, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto, 27 Oliver Abildgaard, 30 Andreas Bruhn, 32 Kasper Pedersen og 33 Lukas Spalvis.

Jakob Ahlmann og Jannik Pohl er ukampdygtige.


Seneste nyt

fra Nordjylland