AaB: Håber på intakt trup

Superligaens andenplads indledte i dag træningen forud for den kommende forårssæson.

AaB-truppen er i dag samlet for første gang siden spillerne sluttede efterårssæsonen med maner mod Viborg FF. Sportsdirektør Allan Gaarde håber, at det er samme trup der gæster Brøndby Stadion den 23 februar.

- Jeg håber, at vi har samme trup når transfervinduet lukker. Men vi er i AaB selvfølgelig bevidste om, at vi lever i en hverdag, hvor vores DNA er at sælge spillere.

- Desuden har vi en økonomi som betyder, at vi skal vurdere tilbud nøje. Men der er ingen tvivl om, at vi gerne ser samme trup i resten af sæsonen, siger Allan Gaarde til TV2/Nord.

Cheftræner Kent Nielsen håber det samme.

- Jeg regner med den trup, som er til rådighed nu. Men jeg er bevidst om, at der kan ske ændringer indtil transfervinduet er lukket, siger Kent Nielsen, der de næste tre uger har fysisk træning på programmet indtil holdet rejser på træningslejr i Portugal.

Kasper Kusk, Lasse Nielsen og Nicolaj Thomsen trækker ifølge rygterne opmærksomhed fra udlandet.


Seneste nyt

fra Nordjylland