AaB: Helenius og Jønsson interessante

AaB's sportschef Allan Gaarde bekræfter, at Nicklas Helenius og Rasmus Jønsson er interessante for de danske mestre.

AaB har allerede forstærket truppen med hjemvendte Thomas Enevoldsen og Mathias Thrane, men flere spillere tiltrækker AaB's interesse. Primært to tidligere angribere i klubben.

- Det er klart, at både Nicklas Helenius og Rasmus Jønsson er interessante spillere for os, men om det bliver til noget er svært at sige. Det afhænger også af Aston Villa og Wolfsburg, siger Allan Gaarde til TV2/Nord og fortsætter:

- Både Lukas Spalvis og Anders K Jacobsen har jo præsteret rigtig godt for os, så vi er dækket godt ind. Men vi ser på de muligheder, der er for at styrke truppen.

De seneste dage er rygterne omkring et salg af især Kasper Kusk taget til i styrke, mens også Nicolaj Thomsen har tiltrukket sig interesse fra udlandet. Men Kasper Kusk rejser i dag med AaB på træningslejr i Holland, bekræfter sportschef Allan Gaarde.

- Kasper Kusk tager med os på træningslejr i dag, mens Nicolaj Thomsen bliver hjemme på grund af sin skade.

Dermed råder AaB's trænerstab over 22 spillere på turen, hvor der i morgen spilles testkamp mod belgiske Standard Liege, mens det lørdag gælder mødet med Lucas Andersen og de hollandske mestre fra Ajax Amsterdam.


Seneste nyt

fra Nordjylland