AaB-helt fik personlig hævn i premieresejr

Foto: Ib William Christesen

Søren Frederiksen blev matchvinder i søndagens sejr over FCK. En personlig hævn for den tidligere FCK'er.

Søren Frederiksen blev den store helt, da AaB søndag aften slog FCK 2-1 på egen bane. Sejrsmålet scorede Frederiksen efter 70 minutters spil, og det var en speciel oplevelse at score mod sin tidligere klub.

Frederiksen var nemlig på kontrakt i FCK fra 2010-2012. I den tid blev det blot til fire kampe for løverne, så det var rart for den unge angriber at vise over for sin tidligere arbejdsgiver, at målnæsen altså ikke fejler noget.

- Det var en ekstra lille bonus, at jeg kunne drille dem lidt ved at score. Man kan godt kalde det min egen personlige hævn, siger Frederiksen, der dog understreger, at han havde en rigtig god tid i FCK, på trods af de få kampe.

Frederiksen blev siden lejet ud til Sønderjyske, hvor han døjede med skader, inden han havnede i det nordjyske. Og selv mener den unge sønderjyde, at han er på vej tilbage i topform.

- Det handler om at spille mange kampe. Jeg har holdt en lang pause, hvor jeg ikke spillede, og så blev jeg lige pludselig kastet ind i det, her i opstarten i foråret i Aalborg, fortæller Frederiksen og fortsætter:

- Det gik rigtigt godt i starten, men så ramte jeg ind i en dårlig stime af kampe, og det tog lidt tid at komme tilbage i gear efter den. Men jeg føler, at det går den rigtige vej, selvom jeg godt kan blive mere stabil i mit spil og hæve mit bundniveau, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord