AaB hentede enkelt point

[size=2]Ved at komme tilbage i kampen to gange, lykkedes det i dag for AaB at hente et point i Superligaen i bundopgøret mod FC Nordsjælland. AaB var bagud både 2-0 og 3-2, inden kampen sluttede 3-3. Dermed er AaB stadig under nedrykningsstregen. [/size]

Morten Duncan Rasmussen sørgede med to mål for, at AaB fik point i 3-3-kampen mod FC Nordsjælland.

Og i det hele taget leverede AaB og FC Nordsjælland en vanvittigt underholdende bundkamp i 3-3-kampen på Farum Park.

Matti Lund Nielsen så ud til at give nordsjællænderne de tre point, da han et kvarter før tid bankede bolden i mål til 3-2 på et langskud. Men knap 10 minutter før slutfløjtet sikrede Morten Duncan Rasmussen AaB det ene point, da han flugtede sit anden mål i netmaskerne.

Kampen eksploderede i anden halvleg efter en chancefattig første halvleg, hvor Matti Lund Nielsen havde sørget for en 1-0-føring til hjemmeholdet.

Først udbyggede Christian Gytkjær føringen for hjemmeholdet, hvorefter det lignede en sikker hjemmesejr. AaB havde indtil da spillet usammenhængende, og Morten Duncan Rasmussen havde ikke fået meget at arbejde med.

Men med to mål på to minutter efter cirka en times spil sørgede Morten Duncan Rasmussen og indskiftede Chris Rolfe for at bringe balance i regnskabet - til stor jubel for de mange medrejsende AaB-fans.

Matti Lund Nielsen fik dog jublen tilbage, da han scorede sit fjerde mål på tre dage, men alligevel blev det altså til point til AaB, da måltyven Duncan dukkede op kort før tid.

Dermed sluttede bunddramaet uden vinder, hvilket betyder, at AaB stadig er under stregen, mens FC Nordsjælland glippede muligheden for at spille sig væk fra nedrykningsstregen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland