AaB henter 75,6 mio. kr. ved aktieemission

AaBs aktiemission blev en kæmpesucces. De nordjyske mestre sikrer sig 75,6 millioner kroner.

AaB har i de seneste to uger udbudt over 251 millioner nye aktier i håb om at indkassere en tiltrængt kapitalindsprøjtning til klubkassen. Og jagten har båret frugt.

Tirsdag eftermiddag offentligjorde klubben, at der er tegnet 251.060.039 nye aktier. Det svarer til 99,7 procent af de udbudte aktier. AaB henter ved salget af aktier 75,6 millioner kroner.

- Interessen og opbakningen til vores aktieemission har været overvældende, og vi vil gerne takke både nye og eksisterende aktionærer for den tillid, der er blevet vist os, siger AaB's administrerende direktør Stephan Schors i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Sportsligt har vi som danske mestre og pokalvindere og den efterfølgende samlede sejr over Dinamo Zagreb allerede sikret os deltagelse i europæisk gruppespil, og sammenholdt med den succesfulde aktieemission har vi nu fået et solidt økonomisk fundament, der kan bære AaB videre, konstaterer Stephan Schors.

Der var afgivet ønske om at tegne aktier for samlet 120,2 millioner kroner, men det kommer altså ikke til at ske i denne omgang, selvom interessen var der.

AaB's aktiekapital udgør efter emissionen 66,7 millioner kroner. Det betyder, ifølge AaB direktør Stephan Schors, at klubben i fremtiden bedre kan sige nej til tilbud på spillere og derved beholde dem længere i klubben.


Seneste nyt

fra Nordjylland