AaB holder stand mod OB og tager tre point

På hjemmebane kunne AaB fredag aften hente tre vigtige point mod OB i toppen af Superligaen.

Der var lagt op til en vigtig kamp, da de to stribede hold AaB og OB fredag aften mødte hinanden.

Med en sejr kunne AaB komme op og kun være et point efter fynboerne, mens et nederlag ville sende nordjyderne syv point efter OB og et stykke op til top-6.

Nordjyderne viste sig dog som det stærkeste hold og kunne hive en hårdt prøvet 1-0 sejr hjem.

- Jeg synes, at vi forsvarer heroisk og afviser alt det, som OB kommer med. Jeg synes, at det er det vi har haft problemer med tidligere, at når tingene begynder at gå lidt i mod, så har vi svært ved at forsvare. Det gør vi i dag, og afviser alt, siger anfører for AaB, Lucas Andersen til TV2 Nord efter kampen.

Efter 13 minutter af første halvleg blev AaB’s Jakob Ahlmann væltet i OB’s felt af OB-forsvareren Jeppe Tverskov efter et fint løb ind i feltet af Jakob Ahlmann.

Det resulterede i et straffespark, som anfører Lucas Andersen, tog sig af. Sikkert sparkede han bolden ind i nettet til højre for OB-målmand Oliver Christensen, som ellers var gået til den rigtige side.

AaB var det dominerende hold i første halvleg med de største chancer og mest tid på bolden. Mod slutningen af første halvleg kom gæster fra Fyn dog bedre med i kampen og havde enkelte gode muligheder.

Som anden halvleg skred frem, kunne AaB ærgrer sig mere og mere over, at de ikke fik scoret. Nordjyderne havde flere gode muligheder og specielt Frederik Børsting havde en stor chance efter 60 minutters spil.

Efter en flot aflevering i dybden var Frederik Børsting alene med OB’s målmand, og selvom han formåede at tage et godt træk forbi Oliver Christensen i OB-målet, så blev afslutningsmuligheden for spids, og Frederik Børsting nåede ikke engang at få afsluttet, og chancen løb stille og roligt ud i sandet.

Mod slutningen af kampen fik OB lagt mere og mere pres på hjemmeholdet, men det blev aldrig til den store chance, der kunne udløse et mål, og derfor kunne det nordjyske hjemmehold trække sig sejrrigt ud af opgøret.

Se interview med AaB's Lucas Andersen fra efter kampen:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland