AaB Ishockey har ryggen mod muren

Odense vandt også den anden semifinale mod AaB og er godt på vej mod DM-finalen i ishockey.

Med en 3-2-sejr i Aalborg søndag eftermiddag står Odense Bulldogs med det ene ben i DM-finalen i ishockey.

Sejren var fynboernes anden i to semifinalekampe, og nu er AaB under voldsomt pres, hvis de skal gøre sig nogen forhåbninger om at optræde i finaleserien i denne sæson.

Rob Ricci blev den store helt for Odense, da canadieren scorede samtlige tre Bulldogs-mål.

Dermed lykkedes det ikke for AaB at gøre søndagen helt perfekt.

Tidligere på dagen havde kampen ellers fået en vellykket optakt, da det blev officielt, at ishockeysporten fortsætter på eliteniveau i Aalborg, selv om AaB ellers har meddelt, at klubben trækker sig ud.

Under navnet Aalborg Ishockey skal klubben køre videre, som om intet var hændt, og dermed er et traditionelt ishockeycentrum i Danmark reddet.

På isen lykkedes det imidlertid ikke spillerne at fortsætte festen i en af de sidste kampe under navnet AaB. Bjarke Møller og Robin Bergman fik reduceret to gange, men nordjyderne nåede aldrig helt op, og nu tegner det til fynsk finaledeltagelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland