AaB Ishockey henter talentfuld målmand

 AaB Ishockey henter talentfuld målmand

17-årig stortalent fra Frederikshavn til Aalborg

AaB Ishockey har skrevet kontrakt med den kun 17-årige målmand Nikolaj Nørbak fra Frederikshavn Whitehawks. Klubskiftet sker pr. dags dato (torsdag).

Nikolaj Nørbak har fået sin hockeymæssige opdragelse i Frederikshavn og har spillet i Leksand i Sverige sidste år, inden han op til denne sæson besluttede sig til at vende hjem til dansk ishockey. I første omgang til sin barndomsklub, og nu altså til AaB Ishockey.

- Nikolaj er en talentfuld ung målmand, som vi ser et stort udviklingspotentiale i. Han er førstevalget i buret på U/18-landsholdet, og med tilgangen af ham må vi sige, vi er rigtig godt dækket ind på målmandsposten. Nikolaj vil fremover indgå i vores målmandsteam sammen med Lukas Plsek som reserve for Peter Hirsch, siger Ole Nielsen, sportsdirektør i AaB Ishockey.

Nikolaj Nørbak har selv store forventninger til sit skifte til AaB.

- AaB er en stor klub, hvor der bliver stillet store krav, og det har jeg det fint med at blive en del af, siger den unge keeper.

AaB Ishockey har skrevet kontrakt med Nikolaj Nørbak for de næste to og et halvt år.


Seneste nyt

fra Nordjylland