AaB jagter førstepladsen

Det kan blive den syvende SAS Liga-sejr på stribe, når de forsvarende danske mestre fra FC København gæster Aalborg Stadion.

AaB-cheftræner Erik Hamrén forventer sig et spændende opgør lørdag på Aalborg Stadion:

- I AaB's sæsonpremiere i SAS Ligaen blev det i juli 1-1 på Aalborg Stadion mod netop FC København. Et resultat der snildt kan gentage sig i morgen.

- Vi plejer at spille tætte kampe. Vi vandt to gange på udebane sidste sæson og tabte en enkelt kamp hjemme. I år har vi spillet den første kamp mod FCK uafgjort, så det er en af de kampe, der kan gå begge veje, siger Erik Hamrén.

At det samtidigt er et opgør mellem SAS Ligaens mest scorende angreb mod det mest effektive forsvar, mener Erik Hamrén ikke, man skal lægge alt for meget i.

- Vi skal ikke fokusere så meget på det, for man bliver nødt til at vurdere den slags statistik fra kamp til kamp, siger han.

Med AaB's flotte stime med ti kampe i træk uden nederlag er der lagt op til en dramatisk kamp, der kan betyde, at holdene bytter plads i toppen af tabellen. FCK indtager i øjeblikket førstepladsen, mens AaB er blot to point efter på andenpladsen.