AaB jagter revanche

Der var god grund til at tage sig til hovedet i mandagens kamp mod Lyngby. Forhåbentlig gentager det sig ikke i morgen mod Viborg. Foto: Olafur Steinar Getsson, Scanpix

To nederlag i træk skal revancheres torsdag aften mod Viborg, men Ahlmann og Enevoldsen er ude med skader

Der er i den grad noget at gøre godt igen, når AaB onsdag aften tager imod Viborg FF på hjemmebane.

Efter otte godkendte præstationer i de første otte spillerunder i denne sæson blev dysten i Lyngby mandag aften en skuffelse for AaB. Det er spillertruppen og cheftræner Lars Søndergaard de første til at erkende.

- Velvidende at vi både kollektivt og for de flestes vedkommende også enkeltvis underpræsterede i Lyngby, har vi efterfølgende analyseret tingene og rettet fuld fokus mod at forbedre præstationen markant i opgøret mod Viborg, fastslår Lars Søndergaard.

- Vi er bevidste om, hvilke fejl vi begik mod Lyngby, og vi har en klar intention om at blive mere afklarede og mindre omstændelige i vores spil i kampen mod et Viborg-hold, der jo senest imponerede både spillemæssigt og resultatmæssigt med sejren i søndags på Brøndby Stadion, fortsætter han.

Men træneren tror på, at holdet med det det rette fokus kan bremse Viborg i deres offensive hurtighed. Det bliver dog uden både Markus Holgersson, som er ude med karantæne, og Jakob Ahlmann, Thomas Enevoldsen og Robert Kakeeto, som alle er ude med skader.

Spørger man TV2 Nords fodboldekspert, Hans Peter Rytter, har AaB's nederlag i de seneste par kampe noget at gøre med, at det er de forkerte spillere, der bliver udtaget.

Læs også Rytter: AaB bruger forkerte spillere

 

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord