AaB kan få en hjælpende hånd

Lyngby kan dømmes for brug af en ulovlig spiller. Sker det, kommer AaB længere væk fra nedrykningen.

I skrivende stund ruller en noget prekær sag i Superligaen. Lyngbyspilleren Kim Aabech bliver beskyldt for at have en kontrakt, der ikke er godkendt af DBU. Ekstrabladet afslører, at Kim Aabech har spillet med tillægs-kontrakter, som DBU ikke har kendt til. Kontrakterne er kommet frem, fordi spilleren skulle have skiftet til Randers, med det skifte blev aflyst, og så har DBU kigget nærmere på spilleren.

Vurderer DBU, at Kim Aabechs kontrakt har været ulovlig, kan Lyngby blive dømt for at have brugt en spiller, der ikke er spilberettiget. I det tilfælde vil Lyngby blive dømt som tabere med cifrene 3-0 af samtlige 11 kampe, som spilleren har spillet i forårssæsonen. Og så ser bundstriden i Superligaen pludselig meget anderledes ud. Lyngby ville rykke ned på sidstepladsen, mens både AaB, Randers og FC Nordsjælland ville få luft til bunden. Hvis Lyngby bliver dømt, har AaB pludselig seks point til nedrykningsstregen i stedet for de fire, som holdet har nu. I toppen vil FC Midtjylland rykke op på andenpladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland