AaB kan lære af skolebørn

AaB kæmper en hård kamp i superligaen for at undgå nedrykning. Men måske skulle de nordjyske profiler overveje at tage et smut til Hjørring eller Nørager. Her er nemlig to skoler med stor succes, i fodbold!

På Hjørring Private Realskole er skolens drengehold klar til semifinalen i den landsdækkende skolefodboldturnering, noget der kan mærkes overalt på skolen.

-Der er udbrudt lidt af en fodboldfeber. Det er helt vildt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, hvis vi vinder i morgen, så går det helt amok, siger skoleleder Klaus Lundsgaard til TV2/Nord.

Hjørring Private Realskole møder i semifinalen i morgen Grønvang Skolen på udebane i Vejen.

På Sortebakkeskolen i Nørager er det skolens piger der vinder fodboldkampe på stribe. I semifinalen skal pigerne helt til Fyn for at møde Havrehedskolen.

-Vi har et godt sammenhold på holdet. Selvom vi er fra forskellige klasser og alderstrin, så snakker vi godt sammen. Vi har en god moral, og har det sjovt med at spille, og det er jo trods alt det vigtigste, siger midtbanespiller Anne Præstiin Nielsen til TV2/Nord.

Skulle det lykkedes de nordjyske hold at vinde i morgen, så venter der noget af en oplevelse. Finalen spilles nemlig i Parken i København. Og her har begge skoler store planer om at invitere det meste af skolen på tur til hovedstaden.


Seneste nyt

fra Nordjylland