AaB klar til at droppe fans til udekampe

Brøndby, OB, AGF og AaB er klar til at følge FC Københavns eksempel og droppe egne tilskuerafsnit på udebane.

Brøndby, AaB, AGF og OB er parat til at gøre som FC København og give afkald på fans til kampe på udebane.

Det meddeler klubberne onsdag aften i en pressemeddelelse udsendt af Divisionsforeningen.

Mens FCK efter søndagens afbrænding af romerlys i Aalborg allerede har besluttet, at man ikke ønsker et fanafsnit til holdets udekampe, så vil Brøndby, OB, AGF og AaB træffe samme beslutning, hvis de oplever problemer med deres udebanetilskuere.

- Såfremt udebanetilskuere fra én af de nævnte klubber udviser uacceptabel og grænseoverskridende adfærd, vil den pågældende klub tage samme beslutning, som FC København nu har taget.

- Det indebærer som minimum, at man lukker udebaneafsnittet hos de fire øvrige klubber, der er omfattet af aftalen, står der i pressemeddelelsen.

De fem klubber er samtidig blevet enige om at udvikle et system, der betyder, at tilskuere og fans til udebaneafsnit skal registrere sig med navn og adresse og på kampdagen være i stand til at fremvise legitimation.

FCK, Brøndby, OB, AGF og AaB er de klubber i Superligaen, der har størst opbakning, når de er på udebane. Derfor er forslagene ikke blevet drøftet af samtlige klubber i landets bedste fodboldrække.


Seneste nyt

fra Nordjylland