Nibe Boldklub fylder 100 år: AaB-legender spillede mod landsholdet

Nibe Boldklub kunne fredag fejre sit 100 års jubilæum, og i den forbindelse spillede et hold af tidligere AaB-spillere opvisningskamp mod Old Boys-landsholdet med blandt andre Stig Tøfting og John Sivebæk på holdkortet.

Med pensionerede – og muligvis afdankede – spillere som eksempelvis Allan Gaarde, Calle Facius og Søren Larsen på holdkortet skulle et mandskab bestående af tidligere AaB-spillere og Nibe Boldklub-personligheder fredag aften forsøge at bide skeer med DBU Old Boys Landsholdet.

Indløb til kampen. 

Anledningen var Nibe Boldklubs 100 års jubilæum, hvor der var inviteret til fest og opvisningsbold på Nibe Stadion.

- Det er jo fantastisk. Det er vildt fedt at give noget tilbage til alle vores medlemmer. Jeg har arbejdet med det her de sidste fem år, hvor jeg tog den første kontakt til DBU. Jeg ville gerne have landsholdet her til Nibe, og det gør man ikke bare lige, forklarer Knud Tobiassen, formand i Nibe Boldklub, og fortsætter:

- Stolt er det første ord, jeg kommer på. Det at kunne give mine medlemmer - specielt børnene - noget at drømme om ved at se de her ældre herrer. Det kan måske få børnene til at turde drømme om at spille i AaB eller på landsholdet. Det gør mig glad i hjertet.

Augu på landshold

Også den for nyligt pensionerede AaB’er Rasmus Würtz var med på hjemmeholdets holdkort. Og han så frem til dagens opgave.

- Sidst jeg så de der drenge spille, der var de meget gode i hvert fald. Men det kan jo være, at årene har gjort en lille smule ved dem. Jeg tror, at det bliver en god oplevelse. Jeg glæder mig til det, selvom det ikke er så længe siden, at jeg selv stoppede.

- Men vi elsker jo stadig at spille fodbold. Der er en meget hyggelig stemning her, men jeg er sikker på, at når der bliver fløjtet op derude, så vil folk også gerne vinde.

0-1 til DBU Old Boys Landsholdet ved Peter Graulund. 

I startopstillingen hos Old Boys Landsholdet var blandt andre Stig Tøfting, John Sivebæk og Per Krøldrup. Og så en måske lidt mere kendt spiller i AaB-sammenhænge: nemlig Thomas Augustinussen. Også han så frem til at skulle spille mod gamle holdkammerater og AaB-koryfæer.

- Det bliver selvfølgelig utroligt sjovt. Nu har jeg set mange af dem, de kommer med, og det er mange af mine gamle helte, da jeg var helt ung og mange tidligere holdkammerater. Så det er lidt sjovt at skulle møde dem igen, siger Thomas Augustinussen.

Kampen mellem AaB og Landsholdet endte i øvrigt med en storsejr på 0-6 til landsholdet.

Startopstillinger:

Startopstilling AaB/Nibe:

Michael Frendrup Nibe

Palle Jensen, Nibe

Søren Larsen, AaB

Thomas Gaardsøe, AaB

Henrik Madsen, AaB

Rasmus Würtz, AaB

Jens-Kristian Sørensen, AaB

Anders Damgaard, AaB

Allan Gaarde, AaB

Henrik Bruun, Nibe

Calle Facius, AaB

 

Startopstilling Old Boys-landsholdet:
Jesper Christiansen, Fremad Amager
John Sivebæk, Vejle BK
Per Krøldrup, B.93
Martin Albrechtsen, Avarta
Christian Duus Sørensen, Silkeborg IF
Chris Sørensen, Randers Freja
Thomas Augustinussen, AaB
Peter Graulund, AGF
Stig Tøfting, AGF
Kaspar Dalgas, Vejle BK
Thomas Røll, Skive IK


Seneste nyt

fra Nordjylland