AaB og Blåbjerg forlænger kontrakt

Efter en god efterårssæson har Jakob Blåbjerg fået forlænget sin kontrakt med AaB. Foto: Henning Bagger (Scanpix)

Talentet fra egen avl bliver i AaB-stalden frem til sommeren 2020.

Rugekassen har måske kastet endnu et guldæg af sig. I hvert fald har sportschef Allan Gaarde sat sin underskrift på en kontrakt med talentet fra egne rækker. 

Jakob Blåbjerg kom allerede som U/13-spiller til AaB fra samarbejdsklubben Vejgaard Boldspilklub, og AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde glæder sig over aftalen med den snart 23-årige forsvarsspiller.

- Jakob er en hurtig, forudseende og fysisk stærk spiller, der i efteråret udviklede sig til at være en profil på vores hold. Han har over en længere periode været stabil i sine præstationer og kan operere både i venstre forsvarsside og i midterforsvaret, ligesom han i et forsvarsmæssigt stærkt efterår også har bidraget offensivt med tre scoringer, roser Allan Gaarde.

- Både på og uden for banen er Jakob en fortrinlig repræsentant for vores klub, og derfor er det glædeligt, at vi er blevet enige om at fortsætte den positive udvikling sammen, siger Allan Gaarde.

Jakob Blåbjerg, der har optrådt på U-landsholdet i samtlige årgange, er noteret for hele 57 U-landskampe – heraf 23 for U/21-landsholdet.

- Jeg er glad og føler mig privilegeret over at få forlænget min kontrakt med AaB, der har været en del af mit liv i snart ti år, og jeg elsker byen, fansene og klubben, konstaterer Jakob Blåbjerg.

- Vi har igennem efteråret vist klar fremgang, og jeg er overbevist om, at vi kan løfte os yderligere, hvorfor jeg ser frem til at være en del af et slagkraftigt AaB-hold såvel på kort som på lang sigt, slutter Jakob Blåbjerg.

Jakob Blåbjerg har foreløbig spillet 103 officielle kampe og scoret fire mål for Hele Nordjyllands Hold. 

I AaB’s nuværende Superligatrup har 15 ud af 25 spillere – altså 60 procent – spillet ungdomsfodbold i klubben. 

Jakob Blåbjerg.  Foto: aabsport.dk

Flere nyheder fra TV2 Nord