AaB og Kusk pisker hestene i 4-1-sejr

Fødselsdagsbarnet Kasper Kusk scorede sit første hattrick i Superligaen, da AaB slog Randers 4-1 mandag aften.

Kasper Kusk blev helten for AaB, da nordjyderne mandag aften besejrede Randers FC på udebane i Superligaen.

Kusk scorede således hattrick i 4-1-sejren. Martin Svensson reducerede for hjemmeholdet, mens Nicolaj Thomsen cementerede sejren for AaB.

Sejren betyder, at AaB konsoliderer sig på andenpladsen, og aalborgenserne stikker en smule af sammen med FC Midtjylland i toppen af Superligaen. Afstanden ned til FCK på tredjepladsen er nu på seks point. Randers FC indtager fortsat 10.-pladsen.

Sejren til gæsterne var helt fortjent, og det var tydeligt, at der var stor selvtillid at spore hos AaB'erne. Især hos hattrick-skytten Kasper Kusk, som Randers slet ikke kunne styre.

Hjemmeholdet hang efter i de fleste af spillets faser, men især AaB's kontrastød gjorde ondt på kronjyderne.

Det var det en spand kold vand i hovedet på hjemmeholdet, da AaB fik tilkendt straffespark efter fem minutter. Kasper Kusk brændte i første omgang, men da dommeren så en Randers-spiller i feltet fik Kusk endnu en mulighed. Denne gang scorede han sikkert.

Godt 10 minutter senere skulle det så blive endnu værre for hjemmeholdet. Her valgte Kasper Kusk nemlig at brillere med sublim teknik, og efter en flot solotur scorede han til 2-0 for AaB.

Randers fik en ligeså mareridtsagtig start på anden halvleg, som de fik i første halvleg. Den ekstremt veloplagte Kasper Kusk skulle nemlig bare bruge to minutter på at udbygge den nordjyske føring til 3-0, da han afsluttede et fornemt AaB-angreb.

Med små tyve minutter igen fik Randers lov til at reducere, da Martin Svensson scorede direkte på frispark.

Der var ond stemning blandt spillerne, og Elmar Bjarnason blev udvist med få minutter igen. Nicolaj Thomsen slog sejren fast med sit 4-1-mål.

Der blev ikke scoret yderligere, og AaB ligner nu for alvor et mandskab, der kan blande sig i mesterskabskampen.

AaB møder efter landskampspausen FC Nordsjælland på eget græs. Randers skal forsøge at rejse sig, når formsvage OB venter.


Seneste nyt

fra Nordjylland