AaB opgiver Spellerberg-sagen

En omkamp mod KIF Kolding vurderes ikke længere realistisk, og AaB's ledelse har derfor besluttet ikke at gå videre i den såkaldte Bo Spellerberg-sag.

AaB samler på reelle sejre
AaB's administrerende direktør Poul Sørensen siger:

- Selvom vi kunne opnå en principiel sejr i DIF's Appeludvalg, så vælger vi at stoppe her. I AaB samler vi på reelle sejre vundet på banen og ikke principielle skrivebordssejre.

Ønskede omkamp
- Vi ønskede en omkamp mellem KIF Kolding og AaB, hvilket kunne sikre en fair og sportslig korrekt afvikling af de afgørende slutspilskampe. Ifølge vore juridiske rådgivere er dette ikke længere sandsynligt, og vi har derfor ingen interesse i at gå videre, fastslår Poul Sørensen.

Tilfreds med redegørelse fra DHF
AaB har med tilfredshed læst redegørelsen fra DHF's Forretningsudvalg, og ser frem til konkret handling, så lignende situationer ikke kan gentages.

- Vi ser i det hele taget frem til en forbedret kommunikation med vores eget forbund, og undrer os i stigende omfang over, at der fortsat ikke er nogen der har haft tid til at kommunikere direkte med os, den væsentligste interessent og den absolutte taber i hele denne absurde forestilling, slutter Poul Sørensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland