AaB på medaljejagt

AaB har ikke tabt i de seneste otte kampe. Lørdag begynder holdet den afgørende medaljejagt på Aalborg Stadion mod Esbjerg. Kun en sejr tæller hvis medaljerne ikke skal fordufte.

AaB har fået 20 point i de seneste otte kampe. Der er ni point tilbage at spille om, og det er nok sæsonens vigtigste for AaB. Holdet kan nemlig selv afgøre om de skal have medalje. Esbjerg og de to hold (OB og FC Midtjylland), som er placeret over AaB er modstanderne.

- Det er klart, at den lange positive stime betyder, at vi véd, at vi er gode, hvis vi arbejder sammen som et hold, siger AaBs træner Erik Hamren.

- Den gode serie betyder dog ingenting, hvis vi nu tror, at resultaterne kommer pr. automatik. Hvis vi begynder at tage alting for givet, så kan selvtilliden ikke bruges til noget som helst, men netop dén faktor har spillerne været gode til at håndtere indtil nu, forklarer Erik Hamrén forud for sæsonens næstsidste hjemmekamp.

I denne sæson har begge de hidtidige kampe mod Esbjerg været afviklet hos vestjyderne, og i begge tilfælde har AaB sejret.

- Jeg har stor respekt for Esbjerg, som er et hold, der kan slå alle. På papiret har de også et godt mandskab, men især i starten af foråret fik holdet ikke udbytte af flere gode spillemæssige præstationer. Dette betyder meget mentalt, og dermed mister man også automatisk selvtilliden, siger Erik Hamrén, der forventer sig to tændte hold på grønsværen lørdag aften:

- Vi er meget opsatte på at levere en ny god præstation, og for Esbjergs vedkommende vil man forsøge at få et godt afsæt til den kommende sæson, mener Erik Hamrén.

AaB-truppen mod Esbjerg har fået følgende udseende:

1. Jimmy Nielsen, 2. Michael Jakobsen, 3. Martin Pedersen, 5. Jón Rói Jacobsen, 8. Fredrik Winsnes, 10. Rade Prica, 15. Siyabonga Nomvethe, 16. Allan Olesen, 18. Caca, 21. Kasper Risgård, 22. Rasmus Würtz, 23. Thomas Enevoldsen, 24. Jens-Kristian Sørensen, 25. Chrys, 27. Patrick Kristensen, 28. Casper Jacobsen og 36. Thomas Kortegaard.

Danny Califf, Mattias Lindström og Jeppe Curth har alle karantæne, mens Suni Olsen, José Mota og Thomas Augustinussen er på skadeslisten.

Flere nyheder fra TV2 Nord