AaB præsenterer overskud på næsten ti millioner

Foto: Henning Bagger, Scanpix

AaB kommer ud af årets tredje kvartal med et overskud på 9,8 millioner kroner. Troen på et positivt resultat for året er stor.

AaB har i den seneste tid haft svært ved at hente sejre på banen, men økonomisk går det godt for den nordjyske Superliga-klub. AaB kommer ud af årets tredje kvartal med et overskud på 9,8 millioner kroner før skat.

- Resultatet for årets første ni måneder er meget tilfredsstillende, og som tidligere udmeldt så er det vigtigt for os og en del af vores strategi, at pengene også kommer ud at arbejde, hvilket allerede afspejler sig med moderne og tidssvarende faciliteter samt med vores ageren på transfermarkedet, siger AaB’s administerende direktør Stephan Schors i en pressemeddelelse.

Det gode kvartalsregnskab gør, at AaB fastholder forventningen om at kunne præstere et overskud på mellem fem og ti millioner kroner i 2016.

- Vi har overordnet set styr på forretningen og den primære drift. Vores solide økonomiske beredskab giver os råderum til yderligere udvikling – herunder blandt andet øget digitalisering og fokus på kampoplevelsen – og vi er villige til i de kommende år at investere af de midler, som vi eksempelvis har tjent i 2016 og 2015, siger Stephan Schors.

AaB ligger i øjeblikket på ottendepladsen i Superligaen med fire point op til sjettepladsen, som giver adgang til slutspillet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord