AaB protesterer over anførerens røde kort

Kjetil Wähler blev et rødt kort rigere ved søndagens udekamp mod Brøndby. Foto: Allan Storkborg

AaB er ikke tilfreds med Kjetil Wæhlers udvisning i første halvleg af 1-1-kampen ude mod Brøndby.  

Superliga-kampen mellem Brøndby og AaB tog en dramatisk og afgørende drejning, da nordjydernes anfører og forsvarsgeneral, norske Kjetil Wæhler, så direkte rødt for en nødbremse på Brøndbys Jens Larsen mod første halvlegs slutning.
 
På det tidspunkt var udeholdet foran 1-0, men udvisningen skulle aldrig have fundet sted, lyder det fra AaB-lejren. Sportsdirektør Lynge Jakobsen siger:
 
- Det er ikke en kritik af dommeren, lad mig sige det med det samme. Vi må respektere de beslutninger, der træffes under kampen. Men når man ser på tv-billederne, er det ikke til rødt.
 
- De to spillere krydser hinandens løbeveje, og Kjetil kigger ikke engang på modstanderen. Det er tilfældigt, at han rammer modspilleren, som endda var på vej ud af banen og altså ikke på vej mod mål.
 
- Det er ikke rimeligt, hvis Kjetil får to spilledags karantæne for den. Vi må se, om vi ikke kan få ændret det.
 
Wæhler føler sig også snydt.

- Jeg gjorde alt for ikke at ramme modstanderen. Det er helt håbløst, at jeg fik det røde kort i hvert fald, siger
nordmanden.
 
Efter pausen udlignede Mikkel Thygesen til 1-1 for værterne, som kort inden udvisningen var kommet foran ved Lasse Nielsen.
 
- Vi havde styr på kampen og vores defensiv, men så blev jeg vist ud. Vi havde selvfølgelig haft bedre chancer for at vinde med 11 mod 11, men drengene kæmpede flot og fik det ene point, siger Wæhler.

Har du et godt tip?