AaB sælger Flores

Edison Flores' tid i AaB blev aldrig nogen stor succes, og nu er peruvianeren solgt til en mexicansk klub. Foto: Henning Bagger - scanpix

Edison Flores har spillet sin sidste kamp for AaB, da han dags dato er solgt til mexicanske Club Atlético Monarcas Morelia, der i øjeblikket indtager fjerdepladsen i den nationale liga.

Den 24-årige peruvianske landsholdspiller Edison Flores skiftede i august 2016 til AaB fra Club Universitario de Deportes i spillerens hjemland.

Nu forlader han Aalborg og Danmark og tager turen tværs over Atlanten, hvor han fremover skal spille for den mexicanske klub Club Atlético Monarcas Morelia.

- Efter sommerens VM-slutrunde har det været Edisons ønske at skifte, og vi har nu fundet en optimal løsning for alle parter med den mexicanske klub, siger AaB's sportsdirektør, Allan Gaarde.

Edison Flores opnåede i sine godt to år i AaB 51 officielle kampe og fire scoringer.

- Edison er en dygtig spiller og en god fyr, men vi må erkende, at hans potentiale aldrig rigtigt blev forløst i AaB, hvilket der kan være flere årsager til, men på flere parametre har Edison Flores stadig været et positivt bekendtskab for os. Nu glæder vi os over, at Edison har fundet et sted, hvor mentaliteten minder mere om der, hvor han kommer fra, og vi ønsker ham kun alt det bedste fremover, siger Allan Gaarde.

Edison Flores er foreløbig noteret for 33 A-landskampe og ni mål for Peru, og han er også udtaget til landskampe i september mod henholdsvis Holland og Tyskland.

- Jeg har været glad for min tid i AaB. Klubben har altid behandlet mig godt, og fansene har været venlige mod mig. Samtidig har jeg udviklet mig som både menneske og som spiller, og jeg vil altid følge AaB og ønsker alle i klubben held og lykke i fremtiden, siger Edison Flores.

Flere nyheder fra TV2 Nord