AaB sætter ild i bunden med sejr i Brøndby

Superligaens bundhold, AaB, har med den fornemme 2-1-sejr over Brøndby kun tre point op til nedrykningsstregen. Og spillet peger tilmed i den rigtige retning.  

Kampen om at undgå nedrykning fra Superligaen spidsede yderligere til søndag, da AaB hentede en overraskende, men fortjent sejr på 2-1 ude over Brøndby.
 
AaB halser stadig efter i bunden, men har nu blot tre point op til nedrykningsstregen. Der resterer otte spillerunder, og fortsætter holdet med det spil, der blev leveret mod Brøndby, så
rykker holdet ikke ned.
 
Der blev kæmpet for hinanden, vist stor kynisme foran mål samt flot taktisk disciplin. Og nordjydernes Thomas Augustinussen mener da også, at spillet peger i den rigtige retning.
 
- De første 30-35 minutter er det bedste, vi har spillet i denne sæson. Vi havde helt styr på Brøndby de første 65 minutter, indtil de scorede et heldigt mål.
 
- Jeg synes faktisk, at vi har spillet fem gode kampe i foråret ud af seks mulige. Det vigtigste nu er, at vi tager alle de positive ting med videre. Men der er stadig rigtig lang vej, siger Augustinussen.
 
I alt otte klubber - Silkeborg, Horsens, Sønderjyske, Lyngby, Randers, FC Nordsjælland, Esbjerg og AaB - er viklet ind i nedrykningsstriden. De ligger inden for en radius af blot otte point, og de seneste spillerunder har vist, at alle tager point fra alle.
 
Ingen kan derfor vide sig sikker, hvilket også får AaB's målscorer Morten "Duncan" Rasmussen til at fokusere på eget spil i stedet for modstandernes.
 
- Det hjælper jo ikke noget at kigge på de andre, hvis vi taber vores kampe. Vi skal have fokus på os selv, og vi har allerede en vigtig kamp på onsdag mod Randers, siger han.
 
Samme holdning har FC Nordsjællands træner, Morten Wieghorst. FC Nordsjælland blev kørt over af et stærkt FC København-hold. FCK vandt 3-1.
 
- Vi kan ikke gå ud og spille på frygten. Vi skal bare ud og præstere hver gang, og det kan man ikke, hvis man hele tiden kigger på nedrykningsstregen og bekymrer sig, siger Morten Wieghorst.
 
Holdets Andreas Laudrup mener, at bunden er så tæt, at han ikke tør gætte på, hvor mange point, holdet skal samle sammen for at redde sig.
 
- Det nytter ikke at gå og kigge i tabellen før hver kamp, og så skiftevis være glad eller nervøs afhængig af, hvordan den ser ud. Vi bliver nødt til at holde fokus på vores eget spil, siger Andreas Laudrup, der lagde op til nordsjællændernes føringsmål i nederlaget til mesterholdet.
 
Randers FC spillede 1-1 med Lyndby, og Horsens spillede 1-1 med Sønderjyske. For Randers var det det 13. remis i sæsonen.
Målmand David Ousted - der med et kæmpe drop, var skyld i det uafgjorte resultat - forventer ikke, at nedrykningsspillet bliver afgjort før til allersidst.
 
 - Det er tæt, og det kommer det til at være indtil den 29. maj, hvor vi spiller sidste kamp. De uafgjorte kampe rykker ikke meget, og der er stadig seks-syv hold, der kan rykke ned, vurderer David Ousted.
 


Seneste nyt

fra Nordjylland