AaB skød Brøndbys sejrsdrømme ned

Foto: Allan Storkborg

Brøndby kom først på tavlen, men to sene AaB-scoringer sørgede for maksimalt nordjysk udbytte af søndags-kampen på Aalborg Stadion.

Med nederlaget står Brøndby noteret for syv kampe uden sejr, og med sportsdirektør Per Ruds mange indkøb in mente, kan sædet snart begynde at brænde under netop Frank. Brøndby ligger forsat sidst i rækken. AaB hopper op på tredjepladsen.

Brøndby spillede uden nerve og idéer, og hverken Martin Albrechtsen eller Dario Dumic i midterforsvaret evnede at føre bolden frem. Og Thomas Kahlenberg lå ofte for langt tilbage på banen til at gøre en forskel offensivt, så sejren til AaB var der intet at udsætte på.

Og den kunne nemt have været meget større. I kampens første minut burde hjemmeholdet have bragt sig på tavlen. Men Anders Due misbrugte Kasper Kusks oplæg på det skammeligste. Det var meget tæt på en mareridtsstart for Brøndby.

Simon Makienok var sit holds bedste, men hans mål i det 72. minut var ikke nok, og når AaB anført af en sprudlende Kasper Kusk kom frem til den ene chance efter den anden, var det kun et spørgsmål om tid, før nordjyderne kom på tavlen.

Først var det Henrik Dalsgaard, der viste prøver på sine evner som angriber, da han udlignede efter 82. minutter. Og blot to minutter senere kunne Anders K. Jacobsen sende AaB i front med 2-1.

Brøndby-nedturen forsætter altså, og det er svært at se, hvordan det tidligere storhold skal spille sig ud af krisen.

AaB derimod spillede godt og vandt fortjent, og nordjyderne virker som et hold, der vil spille med i sjove ende af tabellen i årets Superliga.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord