AaB slupper af med de røde tal

AaB A/S kan efter flere år med underskud og røde tal fremvise overskud på bundlinien. Resultatet for 2006 blev plus på 6,6 millioner kroner før skat.

AaB A/S offentliggjorde onsdag resultatet for 2006, der viser et overskud på 6,6 mio. kr. før skat, hvilket er en forbedring af resultatet i 2005 på 15,9 mio. kr.

- Det er første gang i mange år, at AaB A/S kommer ud med et positivt resultat, og samtidig har vi i 2006 fået styrket såvel vores egenkapital som vores likvide beholdning, siger administrende direktør i AaB A/S Peter Hinrup, der sammen med bestyrelsen i AaB A/S forventer et overskud i 2007 i niveauet 20 mio. kr. før skat.

Egenkapitalen er pr. 31. december 2006 på 134 mio. kr., mens den likvide beholdning er på 41 mio. kr.

- Overskuddet for 2006 er blevet i den størrelsesorden, som vi havde forventet, siger AaB's administrerende direktør Peter Hinrup.

Flere nyheder fra TV2 Nord