AaB sparker hjælpeløse Brøndby i dyb krise

Med et 3-1 nederlag til AaB cementerede Brøndby sin position som Superligaens i øjeblikket dårligste hold. Kasper Kusk sparkede hul på AaB?s nerver og banede vejen for en sejr.

Brøndbys sportslige krise synes uden ende.

Søndag aften blev holdet klædt af med et 1-3-nederlag til AaB i en kamp, der viste, at den tidligere storklubs øjeblikkelige niveau absolut ikke er bedre, end den nuværende sidsteplads mere end antyder.

Hjemmeholdets triste præstation gav ikke de 7070 tilskuere meget håb om, at holdet er på rette vej, og spørgsmålet er nu, om træner Auri Skarbalius kommer i fyringsfare efter blot én sejr i 12 superligakampe.

Kampen var på mange måder en gentagelse af tidligere Brøndby-bedrifter i denne sæson.

Holdet kom ud med masser af energi, men så snart den første adrenalin var løbet ud af kroppen, blev det klart, at hjemmeholdets spil ikke rummede særlig meget andet end netop energi.

Lange bolde op mod den ellers aktive Simon Makienok var lette for AaB-forsvaret at håndtere, og der manglede idéer, som kunne bryde stilstanden.

Da gæsterne især i første halvleg ikke var et meget mere opmuntrende syn, blev det i lange perioder en skuffende kamp med en syndflod af fejlafleveringer.

AaB's præstation var præget af de seneste to nederlag, og flere af de unge nordjyder var tydeligt nervøse. Lasse Nielsen indledte med at forære Simon Makienok en stor chance, og venstrebacken Jakob Ahlmann havde det svært mod Dennis Rommedahl.

At AaB gik til pausen med en 1-0-føring var faktisk lige overkanten af, hvad holdets spil berettigede til, men Kasper Kusk stod efter et kvarter enormt fri i Brøndbys straffesparksfelt og kunne nemt sende Rasmus Würtz' flade indlæg i nettet.

Det var Brøndbys uheld, at gæsterne efter pausen virkede mere afklarede og opsatte på at få noget fornuftigt ud af de mange kontrachancer, holdet fik.

På en af dem satte Nicklas Helenius overlegent bolden ind bag Michael Tørnæs til 2-0, og så bredte mismodet sig for alvor hos det frustrerede hjemmepublikum.

Med godt 20 minutter igen gjorde samme Helenius det til 3-0 direkte på frispark, og så kunne Simon Makienoks reducering mod slutningen næsten være lige meget.

Brøndby går ind til landskamppausen som Superligaens nummer sjok og må de kommende to uger leve med, at der er to point op til Esbjerg på 11.-pladsen og tre til Silkeborg over stregen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland