AaB-spiller død i trafikulykke

Dennis Marshall blev kun 25 år. Foto: Allan Storkborg

AaB-spilleren Dennis Marshall og hans kone er omkommet i en trafikulykke i sit hjemland Costa Rica.

Fodboldspilleren Dennis Marshall, der kom til AaB i 2009, er omkommet i en trafikulykke, der fandt sted i spillerens hjemland Costa Rica torsdag aften. Det meddeler Costa Ricas fodboldforbund på sin hjemmeside.

Ifølge Washington Post kolliderede Marshalls bil med en lastbil i bjergene nær hovedstaden San José.

Spillerens kone, Meylin Masis Castro, der var medpassager i bilen, er ligeledes omkommet. Myndighederne har endnu ikke alle detaljer omkring ulykken på plads.

- Det er med stor sorg, at AaB sent torsdag aften har modtaget beskeden om, at Dennis Marshall og hustruen Meylin Masis Castro er omkommet i en trafikulykke i Costa Rica, skriver Aabsport på deres hjemmeside.

Marshall, der spillede venstre back, havde netop repræsenteret sit land ved Gold Cup - mesterskabet i Caribien, Nord- og Mellemamerika.

Her røg Costa Rica ud i kvartfinalen til Honduras i sidste weekend efter straffesparkskonkurrence. Stillingen var 1-1 efter 120 minutters spilletid, og det var netop Marshall, der udlignede til 1-1 for Costa Rica i det 56. minut af den ordinære spilletid.

Marshall blev kun 25 år. Han spillede i alt 22 kampe for AaB og scorede to mål.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord