AaB tabte til Silkeborg i vild målfest

Med nederlaget til Silkeborg på 4-3 er AaB blot tre point over nedrykningsstregen.  

AaB kom ellers bedst fra start ved en scoring af Kayke efter bare syv minutter, men på baggrund af massiv boldbesiddelse var Silkeborg klart bedst i en kamp, hvor et svagt forsvar kom til at koste AaB dyrt.

Silkeborgs overtag blev kick-startet i det 8. minut, hvor hjemmeholdet svarede hurtigt igen på AaB's føringsmål. Dennis Flinta i højre side snød to AaB'ere og sendte bolden ind feltet, hvor Kenneth Emil Petersen kom glidende og ufrivilligt puffede bolden i eget net.

Trods Silkeborgs overtag var det nordjyderne, der bragte sig foran igen, da Kayke flot med hælen scorede sit andet mål i kampen.

Hjemmeholdet fortsatte dog ufortrødent, der blandt andet gav et skud på stolpen og flere gode forsøg mod Karim Zaza i AaB-målet. Den blomstrende offensiv gav pote, da Martin Ørnskov med et vidunderligt lob over et sovende AaB-forsvar iscenesatte Frank Hansen, der sikkert sparkede bolden i mål til 2-2.

Og selvom AaB bed fra sig med lange bolde og kontraløb, der gav et par chancer, kværnede Silkeborg videre, med et føringsmål af Christoffer Poulsens lige inden pausen.

Billedet af Silkeborg som den dominerende part fortsatte efter pausen, hvor der dog ikke blev skabt så mange chancer. Silkeborg kontrollerede begivenhederne, og Kent Nielsen reagerede tyve minutter før tid ved at sætte Lucas Andersen og Nicklas Helenius ind.

Det gav dog ikke nogen umiddelbart effekt, men slutfasen blev alligevel hektisk med scoringer i begge ender ved Christian Holst og Thomas Augustinussen.

AaB pressede massivt på for en udligning, og Silkeborg havde et par store kontrachancer, men den dramatiske affære endte altså 4-3.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland